Vedtægter

Vedtægter for Grundejerforeningen Danas Park

§ 1. Foreningens navn og jurisdiktion
Grundejerforeningens navn er ”Danas Park”. Foreningen har hjemsted i Husum, København.
Tvister, der opstår mellem foreningen og en grundejer, behandles ved Retten på Frederiksberg.

§ 2. Foreningens formål
Foreningens formål er at varetage fælles anliggender for medlemmerne vedrørende vedligeholdelse af veje og fællesarealer samt forhold til Københavns Kommune og de leverandører og foreninger,
som foreningen samarbejder med.

§ 3. Medlemmer
Alle grundejere med ejendom i foreningens område – oprindelig matr. nr. 472 af Husum – har pligt til medlemskab af foreningen. Til hver selvstændig ubebygget grund, familiebolig, selvstændig ejerlejlighed eller selvstændig ideel anpart knyttes et medlemskab. Medlemskabet gælder fra overtagelsesdatoen, uanset tinglysningsdatoen.

§ 4. Medlemslister
Foreningens kasserer vedligeholder en medlemsliste, der indeholder medlemmernes navn og bopæl.
Medlemmer bedes underrette kassereren om ændringer af ejerforhold eller adresse.

§ 5. Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år mellem 20. oktober og 15. november. Indkaldelse til ordinær generalforsamling skal ske skriftligt, med mindst 3 ugers varsel. Indkaldelsen udsendes med bestyrelsens skriftlige beretning,
samt dagsorden, revisionsrapport, det reviderede regnskab, forslag til budget og evt. indkomne forslag.
Kun foreningens medlemmer eller deres værge kan deltage i generalforsamlingen. Bestyrelsen kan dog invitere gæster til fremstilling af særlige sager.

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent og mindst 3 stemmetællere.
2. Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
3. Fremlæggelse af regnskab og godkendelse heraf.
4. Indkomne forslag.
5. Behandling af budget og bestyrelsens planer for det kommende år
6. Fastsættelse af kontingent.
7. a. Valg for 2 år.
- Formanden i lige år
- Kassereren i ulige år
b. Fastsættelse af honorar for formand og kasserer.
c. Valg for 2 år.
- 2 bestyrelsesmedlemmer i lige år.
- 1 bestyrelsesmedlem i ulige år.
d. Valg for 1 år.
- 2 suppleanter til bestyrelsen.
e. Valg for 1 år.
- 2 revisorer.
- 2 revisorsuppleanter.
8. Eventuelt.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal afleveres skriftligt til foreningens formand senest 20. september. Kun forslag, der er afleveret i rette tid, kan komme til behandling på generalforsamlingen. Dette gælder dog ikke for emner, der ifølge vedtægterne skal behandles på den ordinære generalforsamling.
Personer der opstiller til tillidsposter, skal være medlem af foreningen. De skal være til stede på generalforsamlingen eller skal aflevere en personlig underskrevet tilkendegivelse til et andet medlem, der er til stede ved generalforsamlingen.

Afholdelse af ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen vælger en dirigent, der leder forhandlingerne og afgør alle spørgsmål om emnernes behandling og stemmeafgivning.
Stemmeafgivning skal være skriftlig, når mindst 5 medlemmer ønsker det.
På generalforsamlingen træffes alle beslutninger af de fremmødte ved simpelt flertal. Dette gælder dog ikke for ændring af vedtægterne.
Til vedtagelse af ændring af vedtægterne kræves, at mindst 2/3 af foreningens medlemmer er repræsenteret, samt at vedtagelsen sker med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.
Er det fornødne antal medlemmer ikke repræsenteret, udgår sagen af dagsordenen og der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvis mindst 20 af de fremmødte medlemmer ønsker det.
Vedtægtsændringer, der ikke kan besluttes på ordinær generalforsamling, kan debatteres under punktet eventuelt.
Der skrives referat af generalforsamlingen. Referatet skal indeholde de beslutninger, der er blevet vedtaget. Referatet underskrives af referent, dirigent og formand.
Referatet udsendes til medlemmerne inden udgangen af december.

§ 6. Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes når:

  • a. Det vedtages på en ordinær generalforsamling,
  • b. Når bestyrelsen indkalder til det.
  • c. Når mindst 20 eller flere medlemmer indsender skriftligt ønske om det.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter, at der er fremkommet ønske herom. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske skriftligt med mindst 2 ugers varsel.
Indkaldelsen skal indeholde en nærmere beskrivelse af det emne eller de emner, der ligger til grund for den ekstraordinære generalforsamling.

Afholdelse af ekstraordinær generalforsamling.
Generalforsamlingen vælger en dirigent, der leder forhandlingerne og afgør alle spørgsmål om emnets/emnernes behandling og om stemmeafgivningen.
Stemmeafgivningen skal være skriftlig når mindst 5 medlemmer ønsker det.
På generalforsamlingen træffes alle beslutninger af de fremmødte ved simpelt stemmeflertal. Det gælder dog ikke for vedtægtsændringer.
Til vedtagelse af vedtægtsændringer kræves, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for vedtægtsændringen. En vedtægtsændring kan kun behandles på en ekstraordinær generalforsamling, når den har været på dagsordenen på den foregående ordinære generalforsamling.
Der skrives et referat af den ekstraordinære generalforsamling. Referatet skal indeholde de beslutninger, der er blevet vedtaget. Referatet underskrives af referent, dirigent og formand og udsendes til medlemmerne senest en måned efter den ekstraordinære generalforsamling

§ 7. Stemmeret og fuldmagter ved generalforsamlinger
Til hvert medlemskab hører 1 stemme. Værge kan møde for umyndige.
Et medlem kan lade sig repræsentere ved fuldmagt. Man kan ved fuldmagt kun afgive stemme for ét medlem.
Fuldmagten skal afleveres skriftligt til formanden senest 3 dage før generalforsamlingen afholdes.
Ved uventet forfald (pludselig sygdom, bortrejse el. lign.), kan fuldmagt afleveres til formanden senest dagen før generalforsamlingen.

§ 8. Kontingent
Det årlige kontingent fastsættes af generalforsamlingen. Kontingentopkrævning udsendes inden
udgangen af december. Kontingentet skal indbetales til foreningens konto inden udgangen af januar.

§ 9. Restancer
Kommer et medlem i restance, får vedkommende en skriftlig rykker. Sker betalingen herefter ikke inden 14 dage, vil restancen med påløbne omkostninger kunne inddrives ad retslig vej.
Vælger bestyrelsen i stedet at udsende mere end en rykker til et medlem, pålægges der et gebyr på kr. 100,- for hver rykker efter første rykker. Sådanne rykkere kan afsendes med minimum 14 dages interval.

§ 10. Den daglige ledelse af foreningen
Foreningens ledelse varetages af den valgte bestyrelse på 5 medlemmer. Bestyrelsen varetager foreningens interesser mellem generalforsamlinger i henhold til de mandater, der er givet af en generalforsamling.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, sekretær og et menigt bestyrelsesmedlem, idet formand og kasserer er valgt på generalforsamlingen jf. § 5.
Bestyrelsen kan søge juridisk og teknisk rådgivning.
Alle foreningens retshandlinger kan gyldigt og med retsvirkning over for tredjemand foretages af formand eller næstformand i samråd med 2 øvrige bestyrelsesmedlemmer. Sagen skal være vedtaget på et bestyrelsesmøde. Formanden indkalder til bestyrelsesmøde, så ofte formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer finder det nødvendigt.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 4 bestyrelsesmedlemmer er mødt. Afstemninger afgøres ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er det formandens, eller hvis han ikke er til stede, næstformandens stemme, der er afgørende. Der skrives referat af bestyrelsesmøderne.
Bestyrelsen kan for perioden imellem 2 ordinære generalforsamlinger beslutte, at suppleanterne kan deltage på årets bestyrelsesmøder. Såfremt bestyrelsen har truffet denne beslutning og 1 eller 2 valgte bestyrelsesmedlemmer ikke giver fremmøde til et bestyrelsesmøde, har henholdsvis første suppleant eller begge suppleanter stemmeret ved det pågældende møde.

§ 11. Regnskab
Regnskabsåret løber fra 1. september til 31. august det følgende år. Regnskabet opgøres pr. 31. august og skal senest være revideret 20. september.
Kassereren fører foreningens regnskab, herunder en liste over restancer. Kassereren registrerer alle indbetalinger og foretager alle udbetalinger efter bestyrelsens anvisning.
Foreningens midler indsættes i et pengeinstitut. Kontoen skal have påtegning om, at udtræk kan foretages af formanden og kassereren.
Kassebøger, restancelister og kontoudtog skal på anmodning forevises bestyrelsen og revisorerne.

§ 12. Revisorer
Revisorerne skal gennemgå foreningens regnskab, herunder efterse kassebøger og kontrollere kassebeholdningen. Revisorerne skal sikre sig, at foreningens aktiver er til stede. Revisorerne skal på begæring gives adgang til dokumentation, der i øvrigt vedrører foreningens virke, herunder kommunikation med leverandører m.v. jf. § 2.
Revisorerne skal udfærdige en revisionsrapport hvoraf det fremgår, at revisorerne har forholdt sig kritisk til såvel foreningens økonomi som til dens administration. Revisionsrapport og det reviderede regnskab underskrives af begge revisorer og sendes til formanden.

§ 13. Foreningens opløsning
Grundejerforeningen Danas Park kan opløses, såfremt samtlige veje og stier er overtaget af det offentlige.
En ordinær generalforsamling kan dog beslutte, at foreningen videreføres, hvis mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for dette.
Anvendelse eller overdragelse af en eventuel formue skal vedtages på en ordinær generalforsamling, og vedtagelse skal ske med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

§ 14. Overgangsbestemmelse
Nærværende overgangsbestemmelse finder alene anvendelse fra vedtægterne er vedtaget og frem til førstkommende ordinære generalforsamling er gennemført samme år.
Regnskabsåret fastsættes til perioden 1. januar til 31. august.
På førstkommende ordinære generalforsamling efter at nærværende vedtægter er vedtaget, gennemføres der ikke valg til tillidsposter med mindre medlemmer af bestyrelsen eller disses suppleanter, eller en eller flere af revisorerne eller disses suppleanter, er fratrådt eller ønsker at fratræde sit hverv. I så fald gennemføres der valg til den eller de pågældende poster.
§ 14 Overgangsbestemmelser bortfalder i sin helhed og udgår af vedtægterne den 1. januar 2011.

Således vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 5. maj 2010.

Denne hjemmeside bruger cookies. Ved at fortsætte accepterer du vores brug af cookies.